HVAD BETYDER DE NYE LYGTEREGLER FOR DIG?

Kravene til cykellygter stiger fra og med 1. november. Vi fortæller her, hvad det betyder for dig.

Den 1. november 2012 træder de nye regler for cykellygter i kraft.
Cyklistforbundet har allerede fået mange spørgsmål fra danskere, der er i tvivl om reglerne. Her er svar på de mest almindelige spørgsmål.

Cyklistforbundet har i flere år presset på for at få strengere krav til cykellygter. Nogle lygter har simpelthen ikke været tilstrækkeligt sikre og synlige. Nu træder de nye, skærpede regler snart i kraft, og det har allerede affødt mange spørgsmål. Cyklistforbundets specialkonsulent Allan Carstensen svarer her på de mest typiske spørgsmål:

Hvad er forskellen på de gamle og de nye regler?
I følge de nye regler skal baglygten lyse kraftigere. De nye regler siger ikke noget om, at forlygten skal lyse mere. Men både for og baglygten skal nu kunne lyse i længere tid end tidligere: 5 timer ved 5 graders varme.

Hvor langt skal de nye lygter kunne lyse?
Som tidligere skal lygterne kunne ses på 300 meter, men 300 meters reglen er en tommelfingerregel – hvis det f.eks. er tåget, kan lygten selvfølgelig ikke ses på 300 meters afstand.

Hvordan skal de nye lygter sidde?
Baglygterne skal være monteret, så de lyser ret bagud men særligt kraftige forlygter må gerne lyse skråt nedad.

Når jeg køber nye lygter, hvordan kan jeg så se, om de opfylder de nye krav?
De lygter, der er i handlen efter 1. november, skal være mærket så du kan se, om de opfylder de nye krav.

Hvis jeg fastmonterer de gamle dinglelygter, er de så lovlige?
Det handler ikke om fastmontering, men om at forlygten skal pege ret frem (eller lidt nedad). Alligevel vil dinglelygterne/minilygter/elastiklygter sandsynligvis ikke være lovlige, selvom de er placeret korrekt. Simpelthen fordi de ikke lyser kraftigt nok.

Kan man fortsat købe de gamle lygter i butikkerne eller bliver de fjernet?
Efter 1. november er det ikke lovligt at sælge og markedsføre ”cykellygter” der ikke opfylder de nye krav.

Bliver de gamle lygter ulovlige?
Nej, lygter købt inden 1. november 2012 må gerne bruges – forudsat de opfylder de nye krav. Alle lygter drevet af dynamo er med stor sandsynlighed OK. Alle induktions- og magnetlygter er også med stor sandsynlighed OK.

Får jeg en bøde, hvis politiet stopper mig med de gamle lygter?
Nej, ikke hvis lygterne opfylder de nye krav.

Må lygterne blinke?
Ja, men de skal blinke med en frekvens der overstiger 120 blink pr. minut.

Må man godt have lygter, der ikke lyser, når man holder stille?
Lygtereglerne specificerer det ikke, men der er præcedens for at acceptere dynamolygter, der ikke lyser, når man holder stille.

Er der også nye regler for reflekser?
Nej, men reflekserne skal fortsat opfylde gældende EU-standarder.

Kilde: Dansk Cyklistforbund