Hver dag bliver der stjålet cirka 200 cykler i Danmark. Har cykeltyven også fået fingre i din cykel? Så husk, at du skal anmelde tyveriet på nettet.
Mange af os har prøvet det: Man kommer ud til cyklen blot for at opdage, at den er blevet nappet af en cykeltyv. Hvert år anmeldes 68.000 cykeltyverier i Danmark – det er ca. 200 cykeltyverier om dagen.
Cykeltyverier skal anmeldes på www.borger.dk/cykeltyveri. Og du har mulighed for at bruge den digitale selvbetjening. Hvis din cykel bliver fundet, og den ikke er forsikret, kontakter politiet dig. Har du tegnet en forsikring, der dækker cykeltyveri, bliver dit forsikringsselskab kontaktet.
DIN KONTAKT MED DET OFFENTLIGE STARTER PÅ NETTET
Danmark har sat fuld kraft på den digitale omstilling. Med udgangen af 2015 skal 80 pct. af den skriftlige kommunikation med det offentlige foregå digitalt. Det betyder en hurtigere og mere fleksibel service, når du skal i dialog med de offentlige myndigheder – og med den døgnåbne selvbetjening slipper du for lange køer.
Det er ikke kun i forbindelse med cykeltyverier, at du skal gå på nettet. Du skal fx også vælge læge, udfylde ægteskabserklæring og indtaste din skat på nettet.
Borger.dk er din indgang til det offentlige. Her finder du information og betjener dig selv hurtigt og sikkert.
SÅDAN ANMELDER DU CYKELTYVERI
• Klik ind på www.borger.dk/cykeltyveri
• Klik på Anmeld cykeltyveri til politiet, og følg vejledningen på skærmen
• Indsend din anmeldelse
• Du vil modtage en kvittering med sagens journalnummer pr. post
• Ekspeditionstiden er ca. en uge.